Forsker fra Aarhus Universitet bag ny EU-standard for måling af CO₂ i biokul

Forskere fra Aarhus Universitet og GEUS har udviklet en metode til at måle, hvor længe CO₂ bindes i biokul. Metoden danner nu grundlag for en fælles europæisk certificeringsstandard.

Hamed Sanei, professor ved Institut for Geoscience på Aarhus Universitet, holder en prøve af biokul. Skærmen bag ham viser et forstørret billede af materialet. Foto: Peter Gammelby.

For første gang er det blevet muligt at måle, hvor længe CO₂ lagres i biokul. En ny metode udviklet af forskere fra Aarhus Universitet og GEUS er nu taget i brug i EU og fungerer som fælles standard for certificering af CO₂-fjernelse.

Metoden er blandt andet udviklet af professor Hamed Sanei fra Institut for Geoscience ved Aarhus Universitet, som også er førsteforfatter på den videnskabelige artikel bag arbejdet.

Den nye metode, som Hamed Sanei har udviklet sammen med blandt andre Henrik Ingermann Petersen fra GEUS, bygger på analyser af materialets lysrefleksion kombineret med kemiske undersøgelser.

Analysen gør det muligt at dokumentere, hvor stor en del af kulstoffet i biokul, der er omdannet til ekstremt stabile strukturer, kaldet inertinit, som kan overleve i naturen i tusinder af år. 

Hidtil har man vurderet biokuls evne til at lagre CO₂ ud fra teoretiske beregninger.

Ifølge Hamed Sanei markerer metoden et vigtigt skifte: "For første gang er certificering af CO₂-fjernelse på EU-niveau baseret på direkte fysiske beviser for kulstoffets stabilitet. Det er afgørende for både troværdighed, tillid på markedet og klimapolitikkens troværdighed."

Certificeringsordningen er frivillig, men forventes at få betydning globalt. Ordningen kan bidrage til at sikre, at klimakreditter, som virksomheder køber for at modregne egen CO2-uudledning, bygger på dokumenterede og varige CO₂-reduktioner frem for usikre estimater. Dermed kan metoden være med til at modvirke greenwashing.

Den kan bidrage til at sikre, at klimakreditter, som virksomheder køber for at modregne egen CO₂-udledning, bygger på dokumenterede og varige reduktioner frem for usikre estimater. Dermed kan metoden være med til at modvirke greenwashing.