Laboratorieintroduktion

Alle laboratoriebrugere skal som minimum introduceres til laboratorierne på Geoscience på følgende måde:

  1. Tidligt i forløbet informeres Geoscience laboratorieleder Charlotte Rasmussen om dit projekt (behov, indhold, tidshorisont og økonomi).
  2. Gennemgå online e-learning: "Geoscience Online Safety" (AU ansatte, studerende og gæster der har et AU-ID).
  3. Deltage i 1:1 introduktion til sikkerhed og laboratorier (60 minutter) med Charlotte eller en medarbejder udpeget af Charlotte. Dette kan normalt finde sted mandage, onsdage eller torsdage mellem kl. 10-14. Briefingen koordineres af Charlotte som også reserverer lokale. Angiv venligst en tidsplan for din tilgængelighed for de næste 2-3 uger.
  4. Personlig instruktion og supervision i en specifik proces med en laborant eller øvrigt teknisk laboratoriepersonale. Bemærk, at denne instruktion altid skal indeholde informationer vedrørende fx risikovurdering, nærmeste flugtvej, relevant nødudstyr, affaldshåndtering, personlige værnemidler og hvad man skal gøre i tilfælde af fejl på udstyr, kemikaliespild osv., dvs. listen fra anden halvdel af 1:1 introduktions-checklisten.
  5. Fysisk adgang med nøgle og nøglekort til visse laboratorier kræver tilladelse fra Charlotte: Send en mail til sekretariat@geo.au.dk med angivelse af x laboratorium (bygning+lokalenummer) med c.c. til Charlotte. Nogle områder kræver særlig instruktion af Charlotte, fx ifm. strålebeskyttelse (også hvis man ikke arbejder med det selv, men blot befinder sig i samme lokale). Man må først få adgang til Sharepoint-reservationsfilen (og herefter reservere udstyr) når al sikkerhed er gennemført. 

Formålet med 1:1 introduktionen er at tydeliggøre, hvilket ansvar laboratoriebrugeren har og hvilke krav der er til instruktion.

Undervisere og undervisningsassistenter i laboratorier har et særligt ansvar for de studerendes sikkerhed, fx ifm. nødsituationer, pludseligt opståede fejl eller evakuering. Studerende må derfor aldrig arbejde uden supervision af den ansvarlige underviser, undervisningsassistent eller laborant i undervisningssituationer på alle niveauer.

Bemærk, at nogle processer kræver yderligere introduktion, f.eks. arbejde med røntgenstråler, epoxy og cleanlab. Alle som skal undervise eller assisterer ved undervisning i laboratorierne har et særligt ansvar. Se yderligere information nedenfor.

Geoscience Online Safety

Som forberedelse til 1:1 sikkerhedsintroduktionen skal alle laboratoriebrugere gennemgå vores online sikkerhedskursus.

Indholdet af kurset er udviklet af det lokale arbejdsmiljøudvalg (LAMU) på Institut for Geoscience. Derfor tager det hensyn til danske love og regler, samt indeholder de retningslinjer som gælder ved Aarhus Universitet.

Informationen er opdelt i forskellige moduler, hvert modul slutter med et par spørgsmål som du skal besvare. Det tager 2-3 timer at gennemføre alle moduler og tests.

For at tilmelde sig e-learningsystemet skal du sende dit AU-ID (normalt i formatet au12345) til sekretariat@geo.au.dk. Systemet som vi benytter til e-learning understøttes af Aarhus Universitet, i øjeblikket accepteres derfor ikke brugere uden et AU-ID.

1:1 sikkerhedsinstruktion

Før laboratoriearbejde påbegyndes skal alle nye laboratoriebrugere (ansatte, studerende og gæster) instrueres i basale arbejdsmiljøforhold på Institut for Geoscience, samt sikkerhedsforhold specielt i laboratorierne.

Laboratorieleder ved Institut for Geoscience, Charlotte Rasmussen, gennemgår bl.a. følgende:

  • Generel checkliste, inklusiv information om forsikringsforhold m.m.
  • AU evakueringsprocedure (bl.a. gennemgang af evakueringskasse).
  • Eksempler på nødhjælpsudstyr.
  • Vigtige telefonnumre.
  • Flugtveje.
  • Retningslinjer og regler fra arbejdsmiljøudvalget (bl.a. "Regler og nyttig information vedrørende: Feltarbejde, arbejde i laboratorier og værksteder", "Alene-arbejde", "Arbejde med HF-syre" og "Gravide og ammende").

Laboratoriebrugeren skal skrive under på at have modtaget informationen. Alle nye laboratoriebrugere registreres og modtager herefter mails med information, bl.a. om planlagte vedligeholdelsesopgaver og fejl på udstyr eller infrastruktur i laboratoriet. Man får også adgang til at reservere laboratorier og udstyr i online-booking-filen.

Yderligere instruktion skal foretages af en laborant/tekniker i den specifikke arbejdsproces.

Bemærk, studerende må ikke lære andre studerende op.

Røntgensikkerhed

Instituttet har flere instrumenter hvor teknologien gør brug af radioaktiv stråling:

  • 3 instrumenter indeholder en røntgengenerator (fx røntgendiffraktion eller røntgenflouroscens) der skaber ioniserende stråling i et røntgenrør ved hjælp af højspænding.
  • 1 instrument indeholder en lukket radioaktiv kilde (Cs-137) som kontinuerligt udsender beta- og gammastråling.

Alle instrumenter kontrolleres jævnligt med geigertællere.

Særligt for den radioaktive kilde, Cs-137 (lokale 1672-039)

Sundhedsstyrelsen og dansk strålebeskyttelses-lovgivning kræver, at vi er særligt opmærksomme på at sikre arbejdsforhold omkring radioaktive kilder. Dvs. hvis man skal opholde sig i dette laboratorium, eller arbejde direkte med GEOTEK loggeren og Cs-137 kilden, skal man sørge for følgende:

  • Alle operatører af GEOTEK loggeren og personer der arbejder i lokalet med GEOTEK loggeren skal deltage i en 2-timers særlig sikkerhedsintroduktion for at opnå grundlæggende viden om strålebeskyttelse. Denne sikkerhedsinstruktion afvikles efter behov af de lokale strålebeskyttelseskoordinatorer, laboratorieleder Charlotte Rasmussen eller arbejdsmiljørepræsentant Rikke Brok Jensen.
  • Alle operatører af GEOTEK loggeren gennemgår sidemandsoplæring af producenten.

Epoxy

Epoxy består af to komponenter: En base ("harpiks") og en hærder ("acceleratoren"). Når disse to blandes sammen får man en 2-komponent lim som er utrolig stærk når den er tørret. Epoxy bruges derfor til at lave tyndslib, eller indstøbninger af mineraler, bjergarter, metaller, eller andre materialer.

Arbejde med epoxy i erhvervsmæssig sammenhæng kræver et 2-dages dansk sikkerhedskursus der udbydes ved flere erhvervsskoler. Benyt evt. en lokal, certificeret laborant til at udføre epoxy-arbejdet.

 

Renrum for isotoper

Instituttets renrums-laboratorium er metalfrit og der gælder helt særlige regler, for at opretholde den høje grad af renhed og sikkerhed, der er påkrævet. Brugere af Cleanlab laboratoriet skal derfor gennemgå yderligere en sikkerhedsintroduktion koordineret af Rasmus Andreasen.

HF-syre

En del laboratoriearbejde ved Institut for Geoscience involverer koncentreret eller fortyndet HF-syre. Vi producerer mere end 2 tons af den type farligt affald hvert år (2019 niveau).

Ved arbejde med HF-syre gælder instituttets HF-syre politik.

Instituttet afholder jævnligt en HF-øvelse for relevante lab-brugere, hvor HF-beredskabet gennemgås og vi evt. simulerer en ulykke. Alle deltagere opfordres til at prøve at iføre sig heldragt, handsker, maske og lufttank.